Rottebekæmpelse i Krattet forsat...

På det seneste har vi raffineret vores krigsførelse mod rotterne omkring huset. Siden mit sidste indlæg om rottebekæmpelse er jeg blevet en smule klogere:

Efter at have tilbragt adskillige timer i carporten i bælgravende mørke mens jeg ventede på, at en rotte skulle dukke op, slog det mig, at en bevægelsesføler til overvågning af lokkemaden med en lampe indendørs ville gøre ventetiden lidt mere behagelig. Som tænkt, så gjort: Købte en bevægelsesføler (billede 4 fra venstre) hos H. Nyborg og førte de to ledninger gennem nøglehullet i den blændede dør til mit skålelager og videre til en lampe i dagligstuen . Så nu behøver vi kun at holde øje med lampen i stuen for at vide, hvornår det er tid at tage opstilling med luftgeværet i carporten.

Jeg begyndte også, at føre regnskab med rotteaktiviteten baseret på vildkameraets (billedet til venstre) billeder for at få et indtryk af rotternes bevægelsesmønstre, hvilket gav et interessant indblik i de forskellige rotters aktiviteter. På grund af dugproblemer lavede jeg et hus til vildtkameraet - som dog kun til en vis grad løste problemet.

Det blev hurtigt klart, at en mindre rotte, som holdt til i det yderste område af carporten, næppe ville kunne rammes med luftgeværet. Den futtede rundt nær det oplagrede brænde i carporten og kom aldrig ud til lokkemaden ved fuglebrættet. Jeg besøgte derfor H. Nyborg igen og hjembragte to rottefælder, hvoraf den ene blev anbragt tæt på brændestablen med en stump mejsekugle som madding. Allerede næste morgen var den gået i fælden (se billedet) og blev nummer 19 på tabslisten.

Tilbage af "kendte" rotter er nu kun én tilbage: En "strejfer" fra åen, som besøger området omkring fuglebrættet af og til. Og som det vil være umulig at nedlægge med luftgeværet og som tilsyneladende ikke er interesseret i lokkemaden i fælderne. Men den type besøg er det nok umuligt at undgå, når man som vi bor midt i skoven med en å i baghaven.

Vores indsats har (27. november 2018) fjernet i alt 23 rotter fra området, hvilket er ganske tilfredsstillende og gør, at vi med god samvittighed kan fortsætte med at fodre fuglene i haven. Jeg fortsætter for en sikkerheds skyld skydeøvelserne, så jeg er klar til en ny rotteinvation (skiven var 12 m væk og viser 15 skud - på en god dag...).

Se nogle - sammenklippede - glimt af de lynhurtige rotter ved fuglebrættet (download mp4 fil).
1
2
3
4
5
6
7
8
9