Begyndelsen...



Med mit køb af en lille trædrejebænk i 2013 har jeg genoptaget min ungdoms hobby: Trædrejning.

Efter en del eksperimenter med forskellige aspekter af skålefremstilling af grønt træ er det lykkedes mig i 2014 at fremstille de første skåle af Ahorn, Fuglekirsebær og Bøg, som du kan se her: De første 17 skåle

Det viste sig i øvrigt - som du vil kunne overbevise dig om her på hjemmesiden, at det ikke kun var selve drejeprocessen, der krævede omfattende genoptræning.

Også ting som slibning af drejestålene medførte en hel del eksperimenter (og udgifter!), før det var muligt, at slibe drejestålene i den rette profil med en knivskarp skærende æg - uden at det tog hele eftermiddagen...

Jeg vil på hjemmesiden delagtiggøre andre trædrejere i mine erfaringer som trædrejer i håb om, at mine løsninger måske kan være nyttige også for andre aktive og potentielle trædrejere.

Foreløbig har jeg lagt en del billeder med tilhørende forklaringer og kommentarer på hjemmesiden: Billeder med forklaringer...

Jeg skulle måske også nævne, at hjemmesiden sandsynligvis indeholder en del gentagelser rundt omkring. Det skyldes, at jeg har brugt hjemmesiden som en slags notesbog til at registrere problemer, løsningsforsøg - både de succesfulde og de mindre heldige - samt til diverse småfilosofiske overvejelser.
















































































 

Lidt om min baggrund

Jeg er for mange år siden uddannet som genetiker på Københavns universitet. De følgende år har jeg været beskæftiget med videnskabelig forskning først på Carlsberg Laboratorium og senest i medicinalfirmaet H. Lundbeck. Det er vel nogenlunde så langt, man kan komme fra trædrejning.

Jeg har imidlertid altid holdt af, at arbejde med mine hænder ved siden af mit videnskabelige arbejde, så springet fra genetiker til trædrejer er ikke helt så stort, som man umiddelbart skulle tro. Du kan i øvrigt læse hele mit cv, hvis du klikker her.

Krenkerup gods på Lolland. Godset ejer de fleste af skovene omkring vores hus.
Efter vores immigration fra Valby til Krattet på Lolland besluttede jeg for 3 år siden, at anskaffe mig en lille trædrejebænk for at undersøge om min ungdoms interesse for trædrejning stadig var i live. Det viste sig hurtigt, at interessen for trædrejning stadig i allerhøjeste grad var levende.

Vores hus i Krattet er omgivet af skov på alle sider, der ligger tømmerstabler langs skovvejene og der går næppe en dag, hvor man ikke hører en motorsav et eller andet sted i det fjerne. Så alt var sådan set lagt smukt tilrette for en kommende trædrejer.

Det skal også tilføjes, at det eneste fag jeg dumpede i under min uddannelse som biolog/genetiker var botanik, hvorunder planter som træer jo hører, så der var behov for nogen efteruddannelse i trækundskab inden starten som trædrejer. Jeg fik her stor hjælp af mine gamle botanikbøger samt i høj grad også af skovfogeden på Krenkerup gods, Benny Christiansen.

Benny har også været meget opmærksom på at fortælle mig, når der fældes usædvanlige træer i Krenkerups skove. Et godt eksempel er, da en gammel forvokset have/lund ved avlsgården Idalund skulle fældes. Der var meget gamle Taks, Guldregn, Platan og Pære, som jeg fik lov til at hente stykker af, inden de blev hugget til flis.

De gamle træer havde formentlig ingen betydning for Krenkerups skovdrift, som hovedsagelig omfatter danske træsorter såsom Bøg, Avnbøg, Eg, Ahorn, Ask (som desværre er ved at blive udfaset på grund af infektion med svampen asketoptørre)- samt forskellige nåletræer. Hvilket imidlertid ikke gør Bennys hjælp mindre værdsat af undertegnede.
















































































 

Historien bag skålene - eller - Skåle med en historie

Fra begyndelsen på mit trædrejeprojekt har det været min beslutning dels kun at dreje skåle, dels kun at anvende træ, som jeg enten selv har fældet eller som jeg har set vokse i skovene omkring vores hus i Krattet på Lolland.

Grunden til at begrænse sig til skåle er ganske enkelt, at forenkle min uddannelse til løsning af én specifik opgave. Nu hvor jeg har været i gang omkring tre år, kan jeg sige med overbevisning, at min opgaveforenkling til skåledrejning har givet mig rigeligt med udfordringer (som man betegner problemer i dag).

Heldigvis dukker der indimellem en perfekt skål op, som forhindrer mig at synke ned i dyb depression. Her en skål af Fuglekirsebær.

Der er rigeligt med variable i dén opgave til adskillige år endnu: Træet, som afhængigt af arten, er umådelig forskelligt. Noget træ er hårdt noget blødt og noget er begge dele samtidig. Noget træ er nemt at tørre til en fugtighed på 8 - 10%, som er optimal for færdigdrejning, mens andet træ er fuldt af spændinger og er næsten umuligt at tørre, uden at træet revner.

Og på trods af over hundrede færdige skåle i 8 forskellige træsorter, er det endnu ikke lykkedes mig at udlede ret mange generelle principper for tørring af træ til fremstilling af skåle. Så jeg fortsætter med mine skåle nogle år endnu - selvom der nok vil gå en hel del år, før jeg kan kalde mig ekspert i tørring af træ uden at der opstår revner.

Så meget desto større er glæden ved at stå med den perfekte skål i hånden efter måneders arbejde. Så glemmer man alle de besværligheder, som ligger bagved.

Om en eventuel køber af skålen overhovedet forestiller sig, hvad der er sket fra træet blev fældet, til han eller hun står med den færdige skål i hånden, er jeg ikke sikker på.

Men jeg selv ved det...

I en tid som vores, hvor alt helst skal gå hurtigt, automatisk, være 3d-printet eller i det mindste komme ud af en eller anden maskine, mener jeg at gammeldags håndværk repræsenterer en lidt anden tilgang til tingene.

Dét, at en levende person har haft tingene i hånden, har overvejet om siderne på skålen skulle være rette eller buede, vurderet hvordan træklodsens åretegning bedst vil komme til sin ret, ja, det vil det være svært, at få en maskine til at gøre.

Derfor, skal du bruge en skål, så køb en af plastik, som vil opfylde sin mission til perfektion. Vil du derimod have en levende genstand, som har sin egen historie, som er rar at holde på, og som endda kan bruges ved festlige lejligheder, ja, så er det måske en af mine skåle du søger efter.

Du er så sikker på, at du er den eneste i verden, der har netop dén skål med dens specielle form og åretegninger. Og hvis du besøger mig, kan du endda få at vide, hvor i skoven træet til skålen stod.















































































 

Besværlighederne med grønt træ

Gammelt asketræ som en dag pludselig segnede om.
Jeg har brugt youtube's mange film for trædrejere i stor stil under min genoptræning som trædrejer. Der er imponerende hvor flotte skåle de dygtige trædrejere er i stand til at fremstille.

Spånerne flyver fra de skarpe drejestål og efterlader en jævn og glat overflade, som kun behøver en let efterpudsning, før skålen kan overfladebehandles.

Det er derfor meget frustrerende at opdage, at det er meget sværere, når man selv forsøger at efterligne eksperternes arbejde ved sin egen drejebænk:

Drejestålet hakker i, der opstår tear-outs, hvor træet nærmest er flået af, i stedet for at blive skåret af drejestålet, der er dybe spor efter drejestålet og skålens facon er jammerlig; langt fra den smukke, harmoniske form, man havde forestillet sig.

Det blev langsomt klart for mig, at jeg var nødt til at gå lidt mere systematisk til værks, hvis jeg ville være i stand til at fremstille de skåle, som jeg havde i tankerne.

Jeg opstillede problemerne i følgende, prioriteret rækkefølge:
  1. Tørring af grønt træ (nok det allersværeste ved hele processen: Fra træ til skål)
  2. Slibning af drejestål (heller ikke særlig nemt).
  3. Basale hjælperedskaber såsom: Support til drejestålet under drejningen, opstilling til slibning af drejestål, en lang drejepinol og en afdrejet cylinder til afdrejning af skålens bund, vacuumholder til fastholdelse af skålen mens bunden slibes, en effektiv metode til slibning af skålene samt en passende overfladebehandling af den færdig bearbejdede skål.
  4. Avancerede hjælperedskaber: Båndpudsestyr til bearbejdning af vanskelige emner, reparationsmidler til revner og huller i træet,
Du finder mine løsninger på disse problemer beskrevet rundt om på hjemmesiden. Det er imidlertid vigtigt, at gøre opmærksom på, at mine løsninger ikke nødvendigvis de eneste, der duer. Det er blot beskrivelser af, hvordan jeg selv har grebet tingene an.

Undervejs opdager man i øvrigt hurtigt, at anskaffelsen af selve drejebænken er langt den mindste udgift til opbygning af et værksted til trædrejning. Man bruger nemt mere end det dobbelte, inden man er færdig med indretningen og har det værktøj man behøver - eller tror man behøver.

Skulle jeg give et godt råd til eventuelle personer, der ligesom jeg er startet på helt bar bund, vil jeg fremhæve det mest irriterende problem, nemlig tørring af grønt træ. Har man ikke lyst til at springe over hvor gærdet er lavest, nemlig at købe færdigt træ fra en af de mange firmaer, som forhandler tørt og endda - hvis man vil betale for det - groft tildannet træ til trædrejning, er man nødt til at tørre det grønne træ selv. Og det er svært, meget svært!

















































































 

Mine private "dogmeregler"

Lidt inspireret af Dogme95 bevægelsen, som blev stiftet i 1995 af de danske filminstruktører Lars von Trier og Thomas Vinterberg, med det formål at opstille et sæt regler "to purify filmmaking by refuring expensive and spektacular special effects, post-production modifications and other technical gimmics", opstillede jeg - uden sammenligning i øvrigt - et sæt regler for min virksomhed som trædrejer/kunsthåndværker, nemlig:

  1. Kun at anvende træ som jeg selv har udvalgt og hjembragt fra skovene omkring vores hus i Krattet - eller som jeg på andre måder har haft et personligt forhold til.

  2. Kun at anvende træ, som på forskellig vis er mærket af tidens tand i form af svampe- og bakterieangreb, barkinklusioner, knaster og grenkløfter.

  3. At fremstille skåle som tåler at blive brugt i den daglige husholdning - og ikke kun er til pynt. Så i betegnelsen "kunsthåndværk" er det mere håndværk end kunst, jeg har i tankerne, når jeg står ved drejebænken.

  4. Ikke at glemme - selvom det kan være svært - at tage de kritiske briller på, når jeg træder tilbage og betragter det færdige resultat. Det er desværre ikke altid at "selvgjort er velgjort", selvom det er fristende at lytte til venner og bekendtes beundring og ros.

En af valnøddeskålene fra naboens væltede træ med dramatiske åretegninger og begyndende råd i kernetræet.
En konsekvens af mine "dogmer" er, at en del af fremstillingsprocessen bliver noget mere besværlig, end hvis man indkøbte "færdige" emner til sin drejning.

Det betyder også, at det sætter snævre begrænsninger for, hvad man kan fremstille.

Man får normalt ikke lov til at fælde store, sunde træer for skovfogeden, men kun træer, som ikke har nogen økonomisk værdi for skovejeren.

Og dem er der ikke så mange af i en veldrevet skov, der helst skal give ejeren et vist afkast.

På det sidste punkt har jeg været meget heldig, idet skovfogederne i omegnen er meget velvilligt indstillet. Og ikke så sjældent selv siger til, når der er egnet materiale til rådighed.

Detalje fra skål af Seljerøn, der illustrerer et af mine "dogmer": Det smukke spil i træet forårsaget af et fremskredet angreb af svampe.
To af mine seneste skåle, den ene (af en serie på 19) fra et væltet valnøddetræ i en af Krenkerups skove, den anden skål (én af i alt 11) fra et gammelt vejtræ af Seljerøn fra Ishøj ved København, illustrerer måske bedre end mine forklaringer, hvad jeg det er jeg stræber efter.

Som jeg har beskrevet rundt omkring på hjemmesiden, giver mine "dogmer" ikke så sjældent store udfordringer (som man jo i dag betegner det vi andre kalder problemer).

Stor skål af Taks. Læg mærke til kontrasten mellem det lyse splintved med knasten og det gyldenbrune kerneved.

Bemærk også den måbende fugl med det sorte øje på indersiden af skålen.

Det mørklilla bånd på forsiden skyldes et stort søm, som blev banket ind i stammen for 25-30 år siden og senere overvokset af veddet.

De store forskelle i træets hårdhed; fra stenhårdt kernetræ til halvråddent splintved gør det svært at bearbejde overfladerne. Især slibningen er drilagtig, idet sandpapiret tager meget hårdere fat i de bløde områder end i det hårde kernetræ.

Endelig er det selvfølgelig svært, at finde plads til nye trækævler i vores carport. For det gælder i høj grad om at slå til, når lejlighed byder sig, så man er på forkant med indsamling af egnet træ i god tid (vi taler her om år).

Og har du lyst til at se, hvad rigtige danske trækunstnere kan præstere, kan jeg anbefale dig at besøge Træsmeden Hans-Henning Petersen i Gudhjem, min skolekammerat Claus Faber i Silkeborg (træskulpturer), eller nogle af de mange, danske trædrejere, som du kan finde på: Jespers sider om træ og trædrejning.

Endelig kan du, som jeg selv ofte gør, tilbringe nogle aftner med at studere de utallige film om trædrejning, der findes på www.youtube.com. Man kommer ikke så sjældent alt for sent i seng, når man først er startet.















































































besøg siden 2014 =